Spring til indhold
Luk

Akustiske instrumenter

De akustiske instrumenter kan både spilles solo, og de kan indgå i rytmisk og klassisk musik samt folkemusik. 

Find dit kommende instrument her:

Sang

I sang lærer du din stemme bedre at kende, og får herigennem redskaber til at styre og styrke din stemme. I undervisningen arbejdes der med formidling, klang og udtryk. Det er en god idé også at synge i kor når du går til sang. I klassisk sang spænder repertoiret fra gamle til nye danske sange, musical, opera og kirkemusik. I rytmisk sang er vægten lagt på pop, rock og jazz, ligesom der også arbejdes med improvisation og grundlæggende kendskab til mikrofonteknik samt brug af mixer/anlæg.
Som sangelev kan du synge i et af musikskolens kor.

Blokfløjte

Blokfløjte findes i mange størrelser og udformninger og er et rigtig godt begynderinstrument. Blokfløjten giver gode forudsætninger for et senere skift til et andet træblæserinstrument. Bliver du først bidt af blokfløjten, vil du opdage, at der findes utallige sammenspilsmuligheder, og du vil kunne skifte til andre typer af blokfløjter: alt-, tenor- og basfløjte. 
 

Guitar

Spansk guitar/akustisk guitar kan bruges både omkring lejrbålet og inde i koncertsalen. Du kan spille alene og sammen med andre i f.eks. guitarorkestre. Du kan spille al slags musik på guitar, både nyt, gammelt, rytmisk og klassisk. Guitar er uundværlig i et band og kan bruges i alle genrer, rock, pop, jazz, country osv. I undervisningen indgår nodelære, becifringer, improvisation (solo), og især ens gehør. Du kan også gå til elguitar i musikskolen. 
 

Klaver

Klaver er et alsidigt instrument, som kan bruges i mange musikalske sammenhænge – alene, men også sammen med andre. Repertoiret for klaver er meget stort, og du kan spille i alle genrer – både rytmisk og klassisk. Fælles for begge genrer er, at du lærer grundlæggende klaverteknik, nodelæsning, gehør- og becifrings-/akkordspil. I rytmisk klaver lægges der vægt på improvisation og akkompagnement. Det forudsættes, at eleven har et klaver at øve sig på hjemme.
 

Ukulele

En ukulele kan ved første øjekast ligne en meget lille guitar. Oprindelseshistorien fortaber sig i det uvisse, men faktum er, at ukulelen har fået kultstatus hos nogle, mens den er essentiel for andre i musikverdenen, der lovpriser dens lyse toner. Der findes mange teorier og sjove historier om ukulelen, som man mener kom med skib med arbejdsfolk fra Portugal til Hawaii i 1879. De indfødte så ved opvisninger, hvordan man spillede på instrumentet, og de kaldte den ukulele, som betyder "hoppende/dansende lus", fordi fingrene hoppede og dansede, når der blev spillet på den.

Harpe

Den keltiske harpe har 34 strenge. Du lærer den grundlæggende teknik for harpespil, og der arbejdes med både gehørspil og spil efter noder. Repertoiret omfatter den keltiske musik, danske sange og melodier, musik fra middelalderen og renæssancen samt klassiske stykker. Mange andre genrer kan indgå. Og du vil også lære om harpens udvikling musikhistorisk set. Det er en stor fordel, hvis du har spillet andre instrumenter før, f.eks. klaver, blokfløjte eller guitar. Harper udlejes af musikskolen.

Cembalo

Cembalo bruges primært i klassisk musik, og undervisningen er fortrinsvis for elever, som allerede spiller klaver. Ønsker du at vide mere om cembaloen, er du velkommen til at kontakte os.

Orgel (kirkeorgel)

Orgel (kirkeorgel) er fortrinsvis for elever, som har spillet klaver i nogle år. Undervisningen foregår på musikskolen eller i Ansgar Kirke. Musikskolen råder over et øveorgel, som må benyttes efter aftale.

Harmonika/Accordeon    

Harmonika/accordeon er et alsidigt instrument, som kan bruges i stort set alle genrer: Klassisk, folkemusik, latin, jazz og pop.